Ny bog samler 13 eksempler på inspirerende renoveringer i Danmark!

17.01.2023

I bogen ”Inspirerende renoveringer – Når fortiden former fremtiden” samles en række eksperter og eksempler på inspirerende renoveringer af henholdsvis vores produktionsbygninger på landet, industrisamfundets bygninger og bygninger fra nyere tid.

Anna Mette bidrager med et interview om den nyere tids kulturarv og at vi tager ghettobrillerne af og ser mere fordomsfrit på de kvaliteter og værdier, som modernismens bygninger også rummer.

Bogen er udviklet af BARK Rådgivning med støtte fra Grundejernes Investeringsfond.

Bestil bogen hos GI

HÆDRENDE OMTALE TIL SKANDERBORG GL. RÅDHUS!

03.01.2023

Traditionen tro var decembernummeret af Byggeri dedikeret til Årets Byggeri 2022, og her fik tegnestuens ombygning og restaurering af Skanderborg Gl. Rådhus hædrende omtale i kategorien Erhverv.

Dommerkomitéen indleder deres begrundelse med ordene: “Det er en utrolig vellykket transformation af en meget vanskelig gammel bygning”. Se Årets Byggeri 2022 her og artiklen om projektet på side 56-59:

Årets Byggeri 2022

INDVIELSE AF DAVINDE KIRKES ANNEKS

20.11.2022

Davinde Kirkes Anneks er blevet indviet.

Tak til menighedsrådet som bygherre og samarbejdspartnere på opførelse af Annekset, ‘det kulsorte træskrin’.

Læs Anna Mettes tale til menighedsrådet ved indvielsen, i form af et digt:

Se projektet

NYT PROJEKT: FORUNDERSØGELSE AF KULTUROMRÅDET HEDELUND, BRØNDERSLEV

03.10.2022

Team Anna Mette Exner Arkitektur er blevet udvalgt som rådgiverteam på en forundersøgelse af visionen for Kulturområdet Hedelund, der skal undersøges muligheden for at skabe synergi mellem teater, biograf, museum, madkulturhus mm. i og omkring de historiske industribygninger, park og banegårdsplads i centrum af Brønderslev.

Teamet består af Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma, byplan- og landskabstegnestuen By+Land, eksperter i turisme- og oplevelsesudvikling Kvistgaard+HIRD og rådgivnings- og revisionsfirmaet BDO Brønderslev.

Forundersøgelsen igangsættes af Brønderslev Kommune i samarbejde med Realdania, og forventes færdig i foråret 2023.

Se nyhed i Nordjyske

KONFERENCE: ALTERNATIVE BOFORMER PÅ LANDET, 1. NOVEMBER 2022

22.09.2022

Tegnestuen har de seneste år deltaget i Syddjurs Kommunes forsøgsprojekt ‘Nyboskab’, der undersøger nye modeller for at støtte etableringen af nye bofællesskaber i eksisterende bygninger.

Sammen med kommunen og Arkitektforeningen Østjyllands initiativ Arkitekturens stemmes tema ’Det er dejligt på landet’ har vi i fællesskab sammensat en hel dags program, som præsenterer alternative boformer på landet, og hvor vi diskuterer, hvordan vi skaber det gode liv på landet.

Arkitekt Esben Dannemand Frost holder oplæg om Nyboskab og er moderator for paneldebatten på dagen, og der kan læses mere om den samlede konference her:

Tilmelding til konferencen her

ANNA METTE EXNER UDPEGET TIL EKSPERTGRUPPE FOR NY NATIONAL ARKITEKTURPOLITIK

30.06.2022

Kulturministeren har udpeget Anna Mette som et af medlemmerne af en ekspertgruppe, som skal give input til en ny national arkitekturpolitik.

Ekspertgruppens medlemmer er udvalgt for at afspejle en innovativ og bæredygtig tilgang til arkitektur og den fysiske planlægning, som samtidig bygger videre på de solide danske arkitekturtraditioner, hvor det levede liv og fællesskabet er i centrum.

Ekspertgruppen skal udarbejde en hvidbog om emnet, og skabe offentlig debat og opmærksomhed om arkitekturens rolle i samfundet, og der skal afvikles konkurrencer og et demonstrationsprojekt, hvor bud på fremtidige bygninger kan vises frem.

Læs pressemeddelelsen her

EN FEJRINGSDAG FOR BYEN, ARKITEKTUREN OG ARKITEKTEN!

20.06.2022

Fredag d. 17. fyldte Anna Mette 60 år, og det blev fejret med udstillingsåbning, reception og stor fest for 200 venner af huset!

Stedet var virksomhedsfællesskabet Kollektivbyen på Gudrunsvej i Gellerup, hvor hun sammen med andre ildsjæle er ved at lægge sidste hånd på en vision om et mangfoldigt kulturelt mødested i det tidligere Kultur- og Aktivitetscenter.

Kollektivhuset blev vist fra sin scenografiske side med cello i foyeren, udstilling i biblioteket, reception på øverste etage og saxofon i lysgården.

I dagens anledning åbnede udstillingen ’Foldninger og samlinger’, som viser endnu to af hendes passioner: at folde lysskulpturer i papir, og at samle og arrangere strandsten fra Vesterhavet. Udstillingen er åben (efter aftale) dagligt i stueetagen i det gamle bibliotek på Gudrunsvej 78 et par måneder frem.

Vi siger alle tillykke til Anna Mette og mange tak til alle de venner, bekendte og fagkolleger, der kom og skabte en skøn dag!

I KAPLØB MED TIDEN – AT REDDE BETONBYGNINGER I GELLERUP FRA NEDRIVNING

14.06.2022

Århus Stiftstidende bragte i søndags en artikel om Kultur- og Aktivitetscentret i Gellerup, hvor Anna Mette fortæller om stedets kvaliteter, potentialer og aktuelle udfordringer – her er et sigende uddrag:

”Formelt set truer nedrivningen fortsat det bygningerne, men i 2019 udskød byrådet nedrivningen for at undersøge deres potentiale. Flere aktører arbejder samtidig ihærdigt på at skabe grundlag for at bevare og renovere arkitekturen, som de mener er en helt særlig kulturarv, der bør bevares.

Det er et kapløb med tiden, men lige nu arbejder tiden måske snarere for en bevarelse end en nedrivning af arkitekt Knud Blach Petersens brutalistiske betonarkitektur, som stadig flere kan se kvaliteter i, ligesom klimadebatten er blevet endnu et argument for at bevare og genbruge den CO2-tunge beton.”

Læs hele interviewet her

ARKITEKTEN, DER FAVNER!

01.06.2022

Magasinet Byggeri bragte i majnummeret et interview med Anna Mette ’bag facaden’ – og her er et uddrag af svarene:

”Hvad er det værste, der er sket for byggebranchen på det seneste?
Vi er blevet for rige. Det er i krisetiderne, vi tænker os om og tager de bedste beslutninger. Der bygges for meget, for stort og prangende, for ligegyldigt. Uden skønhed, uden sammenhæng med stedet.

Hvis du kunne give byggebranchens beslutningstagere et godt råd med på vejen, hvad skulle det så være?
Hold op med at rive ned, hold op med at bygge unødvendigt stort. Lad være med at tro, at fordi noget er slidt, gået af mode, eller ’såkaldt grimt’, så har det ikke værdi. Brænd bygningsreglementet og lad os starte forfra – med sund fornuft.”

Læs hele interviewet her

ANNA METTE EXNER ARKITEKTUR – PÅ TUR!

25.05.2022

Hele tegnestuen er på studietur, og det er en fornøjelse!

Over de seneste to dage har vi sammen kørt Østjylland tyndt, og besøgt en skøn blanding af tidligere, nuværende og kommende projekter. Programmet omfattede blandt andet to kirker af Johannes og Inger Exner, to af tegnestuens tidligere projekter på Psykiatrisk Hospital i Århus og Skanderborg Gl. Rådhus og to kirker af andre arkitekter fra 1970’erne, som er et særligt fokus for os for tiden!

Tegnestuen er i 2022 vokset fra tre til syv, og det er vigtigt for at komme ud og se fælles referencer, snakke arkitektur og besøge både tidligere og aktuelle projekter, bygherrer og brugere.

Billedet er vores besøg i Lyng Kirke, en Exner-kirke fra 1994, en stærk fælles reference for os alle!

FLERE BILLEDER AF LYNG KIRKE