Anna Mette Exners tale ved indvielse af Okkerhytten

Okkerhytten….
ligger i skovbrynet, som en bakke,
trykker sig i landskabet, som en hare,
putter sig ved dammen, som en bæver,
pusler i skovbunden, som en skovmus,
er et sted på en vandring, som en hule.

Okkerhytten…
svæver over mudderpølen, som en ufo,
er hævet over vandet, som en prinsesse,
holder sig fra det, som katten om den varme grød,
lurer på os, som en vranten skovtrold,
vogter over sumpen, som en panter,
sætter mudderet i scene, som klodshans.

Okkerhytten…
er indadvendt, som et sneglehus,
har skellet hud, som et bæltedyr,
og farve som en ræv,
stritter til alle sider, som et pindsvin,
med busket ydre, som et pelsdyr.

Okkerhytten…
spænder kroppen ud i midten, som en edderkop,
bærer sin genstand over sølet, som en kongestol,
gemmer på sine hemmeligheder, som et smykkeskrin,
har værdierne under skjold, som en skildpadde.

Okkerhytten…
vender den tunge nedad, som en pyramide,
har fire sider, med øjne,
har tre fødder, at stå på,
har to åbninger, som er ind og ud,
har ét fokus, som er okker,
har nul rette vinkler.