Blog

30.01.18

Anna Mette Exner har i en kronik i dagens JP-Aarhus (30.1.) beskrevet hvordan 70’ernes modernistiske betonarkitektur kan rumme store og oversete potentialer. I modsætning til de nyopførte og historieløse bymiljøer, der opføres i dag, fortæller betonbyggerierne en autentisk historie, som kan tiltrække en ny slags byskabere; kreative folk, som engagerer sig lokalt, og trækker alternative former for erhverv, beboere og investorer til området, som kommuner og boligforeninger i så høj grad higer efter.
Desværre har hverken fag- eller lægfolk øje for betonarkitekturens transformations- og branding-potentiale.

Red betonen, før I fortryder

For et par år siden gik det op for mig, at bydelen Gellerup er ved at vågne fra årtiers tornerosesøvn. Den rejse ville jeg med på, så jeg flyttede min arkitektvirksomhed ud på øverste etage i en af områdets mest udskældte bygninger. Set udefra synes folk, at det er jordens hæsligste betonbunker, som hurtigst muligt bør jævnes med jorden. Bygningen bliver sat til salg i 2020. Jeg har tænkt mig at købe den.

Bygningen, oprindeligt kaldt Kollektivhuset, er en del af Gellerups Kultur- og Aktivitetscenter

(K&A-centret), som blev opført i 1972. K&A-centret består desuden af Ungdomshuset og Festhuset og indeholdt oprindeligt både beboerhotel, restaurant, teaterscene, diverse aktivitetsrum, bofællesskab for ældre, døgnbetjent serviceskranke og meget mere.

De tre markante betonbygninger former sammen med Gellerup Kirke en fin lille plads med platantræer. På grund af samfundskriser sidst i 1970’erne med recession og arbejdsløshed gik det Gellerupplanen ganske anderledes, end man havde tænkt sig.

Dette satte også sit præg på K&A-centret, som aldrig blev det kollektive omdrejningspunkt for beboerne, som det var tiltænkt.

Det er nu som dengang Aarhus Kommune, der ejer K&A-centret. Men bygningerne er ikke blevet vedligeholdt. Malingen skaller, algerne gror, armeringen ruster og betonen revner. Det forlyder nu, at det ikke længere kan betale sig at sætte bygningerne i stand. Nu står de bare og kalder på hærværk. Mange ser kun negative historier i den nedslidte beton; ghetto, parallelsamfund og forfald. De vil juble over at se den gå op i støv.

Tidsånden bedrager os

Men her er jeg nødt til at trykke på alarmknappen. Jeg synes, det er stærkt foruroligende, at både lægfolk og fagfolk tager det som en selvfølge, at disse bygninger ingen værdi har. At rive ned er en stor beslutning, som bør baseres på viden og fornuft, og ikke på følelser, som det sker i dag. Vi glemmer, at gode byer opstår i processer over hundreder af år. Som levende organismer er de konstant i forandring. Bygninger og byrum slides og justeres ind efter behov i form af reparationer, ombygninger og fortætninger. Autentiske kulturhistoriske spor fra det levede liv lægger sig lag på lag op gennem tiden, og tilsammen afspejler de en dyrebar historie om udviklingen af vores samfund. Jo ældre en by er, jo mere komprimeret og værdifuld bliver fortællingen. Det er derfor, vi elsker gamle huse. De har sjæl, som vi siger.

Fortællingen skal jo starte et sted. Det var i starten af 1970’er-ne, før krisen. Bydelen Gellerup blev i løbet af få år opført på historieløs bar mark vest for Aarhus. Som historisk by er Gellerup i dag i 2018 endnu kun en stor tumling, eller en teenager, som langsomt er ved at vokse sammen med moder-byen Aarhus. Der skal flere år til, før benlængde, forstand og hormoner passer sammen, og før hun bliver en moden kvinde. Men det kommer. Giv tid!

For tiden lyder mantraet over modernismens boligområder: Riv betonen ned. Men sociale problemer inde i bygninger forsvinder ikke, fordi bygningerne rives ned. Materialet beton fremmer ikke i sig selv kriminalitet. Beton er heller ikke et ringere materiale end alle mulige andre materialer. Derimod kan renovering, ombygning og ændret anvendelse af god, men nedslidt arkitektur give bygninger og byområder et helt nyt liv.

Der kan være gode grunde til at fjerne bygninger i boligområder, bl.a. for at åbne dem og binde dem sammen med den omkringliggende by og for at skabe plads for ny bebyggelse. Indtil videre har bulldozerne i Gellerup foruden fem boligblokke taget en skole og tre daginstitutioner. En fin lille kollegieby er tømt og nedrives om kort tid. En hal, som lokale ildsjæle kæmper for at omdanne til billedskole og kunsthal, samt K&A-centret står snart for skud. Af den oprindeligt tænkte bydel, Gellerupplanen, med de mange varierede bygningstyper står snart kun boligblokke og et indkøbscenter tilbage.

Jeg siger ikke, at alting skal bevares. Men tænk lige på de mange voldsomme nedrivninger af historiske bykerner og middelalderkvarterer, som foregik i årtierne efter Anden Verdenskrig, som f.eks. Thomas B. Thriges Gade i Odense eller Sergels Torg i Stockholm. De færreste kunne på den tid se værdien af de middelalderlige bykerner, som dengang ofte var præget af slum og fattigdom. Folket ville ryste historien af sig, komme af med det gamle skidt og se fremad. Man drømte om de nye storbyer i klarhedens og modernitetens befriende lys. Det ryster vi på hovedet af i dag, hvor priserne på de gamle byhuse er på himmelflugt. Alligevel er vi i Gellerup tæt på at gentage den misforståelse, at vejen til den gode by er at rive ned og starte forfra.

Gellerups comeback

Men tro mig, Gellerups K&A-cen-ter danner et sammenhængende og iøjnefaldende kompleks af høj kulturhistorisk og arkitektonisk værdi. Det trænger alvorligt til renovering, men bygningerne er godt indrettede og levner masser af muligheder for forandring, fornyelse og forskønnelse både udenpå og inde.

Festhuset og Ungdomshuset er to lave skulpturelt udformede længer i menneskelig skala, som orienterer sig ind mod pladsen. Det store kollektivhus i fire etager med store glaspartier, altaner og to rummelige indre lysgårde er K&A-centrets hovedbygning, som markerer sig på afstand.

Øverst i denne bygning har 45 iværksættere, freelancere og selvstændige skabt et velfungerende, kreativt og multikulturelt fællesskab. Jeg er en af dem. Da vi begyndte her, var der ikke mange, som kunne se stedets kvaliteter. Men efterhånden har flere fået øjnene op for potentialerne, og fællesskabet på øverste etage er nu så attraktivt, at folk står i kø for at komme ind. Jeg konstaterer bare, at sådan nogle som os, som ser potentialerne i de gamle bygninger, trækker nye former for erhverv til Gellerup helt i tråd med intentionerne for helhedsplanen, der ser området som en blandet bydel med både boliger, erhverv og kultur. Vi tager området til os og engagerer os aktivt i udviklingen. Vores fortælling er med til at gøre området mere attraktivt for både nye beboere og investorer. Men har vi en fremtid her?

Det vil give god mening at værne om vores initiativ og give det tid til at vokse og modnes. Vi er de nye byskabere. Vi er vilde med at være i de gamle kollektivhuse og drømmer om at genoplive K&A-centret som bydelens fælles samlingspunkt, hvor bygninger og byrum hænger sammen og danner smukke og inviterende mødesteder. Vi ønsker at omdanne stedet til et nyt kulturelt og kreativt miljø af småerhverv, servicefag og mindre produktionsvirksomheder med udsalg, madmarked, folkekøkken, folkeoplysning og meget mere, som inddrager lokalområdet og åbner sig for hele Aarhus. Vi vil etablere bofællesskab og selv flytte ind.

K&A-centret blev skabt af talentfulde og visionære arkitekter. Måske var det bare forud for sin tid, da det blev bygget, og først nu, 50 år efter opførelsen, er tiden inde til at fuldføre visionen i en opdateret udgave, som fortsat vil danne ramme om Gellerups ældste klassiske pladsdannelse. Domkirkepladsen, som jeg kalder den. Sådan lægges et lag med en ny fortælling ned over den gamle fortælling, og resultatet bliver et skridt i den rigtige retning, nemlig mod en både levende og historisk by.

Der vil blive bygget meget i de kommende år i Gellerup. Med tiden vil aftrykket af den oprindelige Gellerupplan blive mere utydeligt, men de ægte betonfacader, stringente boligblokke og kollektivbygningerne vil stadig være at spore som vidnesbyrd om velfærdssamfundets og Gellerups tilblivelse.

Til den tid vil den modernistiske arkitektur få et comeback. Den rå beton, de rette linjer og funktionelle planløsninger vil igen blive eftertragtede. Og vores efterkommere vil undre sig over, hvorfor det var, vi havde så travlt med at komme betonen til livs i 2018.