Blog

19.12.18

Læs mere om samarbejdet og projektet på de følgende sider (klik på pilene) eller klik ind på linket og se artiklen på Stiftens hjemmeside. Se desuden mere om projektet på hjemmesiden – klik på linket

SE PROJEKT

SE ARTIKEL

INGVAR CRONHAMMAR ARBEJDER LIGE NU MED ET KUNSTNERISK BUD PÅ EN NY INDRETNING AF OVSTED KIRKE VED TEBSTRUP – ET PROJEKT, DER BEGYNDTE MED, AT MENIGHEDSRÅDET VILLE UDSKIFTE KIRKENS NEDSLIDTE INDGANGSDØR.

Stjerner: Hvordan så stjernehimlen over Ovsted Kirke ud den nat, da Jesus blev født?

Spørgsmålet har været en af overvejelserne, som billedhuggeren Ingvar Cronhammar har arbejdet med den seneste tid.
Han mener også at have fundet svaret. Og det vil komme til udtryk i døren, der fører ind til våbenhuset i kirken.

For går alt, som den markante billedhugger håber, skal han stå for en kunstnerisk bearbejdning af kirkens indre. Et projekt, der til en start handlede om indgangsdøren, men som nu er udvidet til at omfatte hele kirkerummet.
Og det med stjernehimlen vender vi tilbage til om lidt.

– DET ER JEG MED PÅ

For historien om Ingvar Cronhammar og kirken, der med sin placering tæt ved Ejer Bavnehøj regnes som én af Danmarks højst beliggende, tager sin begyndelse i 2006, da han stod for designet til udstillingen “Racing Cars” på kunstmuseet ARoS i Aarhus.

I den forbindelse mødte han arkitekten Niels Povlsgaard, som også var en del af museets usædvanlige plan om at gøre racerbiler til kunst.

De to faldt så godt i hak med hinanden, at Povlsgaard et par år efter ringede: Om han og Cronhammar skulle prøve sammen at lave et forslag til en konkurrence om et mindesmærke for de danske søfolk, som omkom under Anden Verdenskrig.

– Det er jeg med på, svarede Ingvar Cronhammar.
Makkerparret to vandt ikke – “det gjorde Arnoldi,” konstaterer Cronhammar uden malice. Men lysten til fortsat at samarbejde var intakt. Så da Cronhammar blev udvalgt til at komme med forslag til kirke- og reflektionsrum i den kommende Forum-bygning på Skejby Sygehus, inviterede han Povlsgaards tegnestue, Gjøde og Povlsgaard Arkitekter, med – og vandt opgaven.

– Vi var fire kunstnere, som blev bedt om at udarbejde forslag. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det kunne jeg ikke klare alene. Der måtte arkitekter med – og det blev med Niels som projektleder, fortæller den 70-årige kunstner i sit arbejdsværelse i Lundhuse lidt nord for Herning, hvor han bor.

RET OPLAGT

Niels Povlsgaard bor i Hovedgård. Herfra har han ikke bare løst sognebånd til Ovsted Sogn; han sidder også i menighedsrådet, endda som formand.

Den nuværende indgangsdør i Ovsted Kirke har set sine bedste dage, og da menighedsrådet ønskede en kunstners forslag til en ny dør, kontaktede rådet Ingvar Cronhammar.

– Kunst spiller en væsentlig rolle i kirken og er knyttet sammen med troen. Med mit kendskab til Ingvars kunstneriske virke var det derfor ret oplagt at bede ham om at påtage sig opgaven, forklarer menighedsrådsformanden.

TIENDEDELE MILLIMETER

I en vindueskarm i sit arbejdsværelse henter Ingvar Cronhammar en kvadratisk plade i aluminium – eller rettere to, der er hængslet sammen. For pladerne er et cover til en vinylplade med musik af Lars Greve. En eksklusiv, tre kilo tung udgivelse i blot 66 eksemplarer. Et usædvanligt stykke design – og håndværksmæssigt uhyre dygtigt udført.

Coverets forside får sin karakter af en cirkel, hvori der er nedfræset et antal tilfældigt placerede huller. I lyset fra vinduet dannes der i hullerne skygger, nogle tydelige, andre blot antydet.

– Det er, fordi hullerne er i forskellig dybde, forklarer Ingvar Cronhammar og understreger med den efterfølgende sætning det præcise håndværk:

– Forskellene kan i visse tilfælde måles i tiendedele millimeter – mere skal der ikke til. Hullerne i de forskellige dybder vil han føre med over i kirkedøren – lidt større, men stadig med spillet af skygger.

Og så skal nogle af hullerne gå helt igennem døren.

– Kyndige kan med nogenlunde sikkerhed afgøre tidspunktet for Jesu fødsel. Hullerne, der bores helt igennem, skal danne stjernehimlen, som den så ud ved fødslen, siger han.

Effekten er oplagt. På vej ud af kirken vil kirkegængerne ved hjælp af lyset gennem hullerne genopleve stjernerne, som de for et par tusinde år siden var placeret på himlen over Ovsted Kirke.

NU KIGGER VI PÅ HELE KIRKEN

Dér kunne projektet godt have endt. Men stille og roligt har det udviklet sig til, at “vi nu kigger på hele kirken”, som den 70-årige kunstner udtrykker det.

Ovsted-Tåning-Hylke Menighedsråd har med forventning nikket ja til at få udarbejdet et skitseforslag, som skal videreudvikles i samråd med de kirkelige myndigheder og fagkonsulenter.

Ingvar Cronhammar har på sin side allieret sig med arkitekten Anna Mette Exner, som skal hjælpe med dele af det arkitektoniske samt de hensyn til kulturarven, projektet må respektere.

– Det er vigtigt, at menighedsrådet har nogle kompetente fagfolk, som kan realisere en opgave som denne. Kirken er vores fælles kulturarv, og den kunstneriske bearbejdning skal være en del af kirken mange generationer frem, fortæller Niels Povlsgaard om processen, der også har udmøntet sig i, at Statens Kunstfond og Kong Christian den Tiendes Fond yder økonomisk støtte til det arbejde, der er sat i gang.

ET GODT GRUNDLAG

Billedhuggeren og arkitekten har derfor fået frie hænder til inden for de rammer, den middelalderlige bygning nu giver, at udarbejde et første skitseforslag.

– Men kirkerummet er et godt grundlag at udvikle videre på, konstaterer Ingvar Cronhammar.
De foreløbige tanker går på at bruge teglsten som gulvbelægning overalt i bygningen for på den måde at binde det hele sammen.

Kirkebænkene vil de to rykke ud i rummet og placeres som øer i skibet.

Orgelet vil de flytte til skibets nordvestlige hjørne. Det står i dag i tårnrummet, hvor døbefonten skal have sin fremtidige plads – i øvrigt i fin overensstemmelse med de helt gamle traditioner i den kristne kirke, hvor fonten stod nederst i skibet, så børnene kunne blive døbt og dermed kristnet, inden de kom helt ind i kirken.

Samtidig er det tanken, at en kande med dåbsvandet skal stå i en af de nicher, der findes i muren i koret.

– Derfra kan kanden bæres ned i tårnrummet i en procession med præsten og dåbsfølget, mens alle rejser sig – med den højtid, der ligger i det, forklarer Ingvar Cronhammar.

ENDNU MERE STJERNEHIMMEL

Og så er der alteret.

Så meget ligger fast, at den nuværende altertavle vil Cronhammar og Exner tage ned og deponere uden for kirken, så den er bevaret for eftertiden. Alterbordet derimod må ikke ændres – det er fra middelalderen og dermed fredet.

Men det har nu ikke hindret Ingvar Cronhammar i at tænke endnu mere stjernehimmel. For han har planer om en ny altertavle efter samme grundtanke som indgangsdøren, men med stjernehimlen ved Kristi opstandelse.

Hvordan altertavlen nøjagtigt skal udformes, har han endnu under overvejelse. Så meget ligger dog fast, at hvis hans projekt for alvor skal lykkes, må et tilmuret østvindue i kirkens apsis genåbnes.

– Selvfølgelig kan vi lave noget med kunstigt lys, men det er da oplagt at bruge Guds lys, siger han som svar på, at ikke alle i det kirkelige system umiddelbart nikker ja til tanken om at genskabe lysindfaldet fra øst.

ALTER MED VAND

Mange andre tanker spiller med netop nu, mens skitseforslaget tager form. Bl.a. skal et usædvanligt baldakinhvælv i Ovsted Kirkes kor fremhæves, ligesom kirkens nicher og trapper skal træde frem som en slags emblemer.

Og så er der planer om, at Sct. Annas hellige kilde, som har sit udspring i kirkediget, føres ind i kirken, hvor vandet “indarbejdes i alteret som et kunstnerisk, fortællende og funktionelt element”, som det udtrykkes i de indledende overvejelser – med den tilføjelse, at det funktionelle kommer til udtryk ved, at vandet fra kilden meget oplagt bruges som dåbsvand, “hvilket understreger relationen mellem kor og tårnrum”, hvor døbefonten står.

Og hvis nogle umiddelbart stejler ved tanken om at smide stort set alt inventar undtagen døbefonten ud, får det ikke Ingvar Cronhammar til at ryste på hånden.

– Jeg kan ikke se andet, end at det tjener kirkens ve og vel. Kirkerummet vil på en helt anden måde rejse sig. Vi prøver at forstærke bygningens egenskaber, så kirken står så tydelig og smuk som muligt, siger han.

HJÆLP HVOR ER NØDUDGANGEN?

Så tydelig som muligt…

Ingvar Cronhammar folder sin egen målestok ud:

– Udtrykket skal være så betydningsfuldt, at det kan overbevise andre – og at jeg selv bliver påvirket.
En påvirkning, den erfarne billedhugger kender fra andre kirker:

– Jeg besøger tit kirker, og nogle steder tænker man umiddelbart: Hjælp, hvor er nødudgangen? Mens man i andre kirker kan opleve et utroligt nærvær. Det er et sådant nærvær, vi gerne vil skabe i Ovsted Kirke. Et nærvær, der giver den besøgende en værdifuld og smuk oplevelse, måske også en lille flig af nåden. Og vi skal ikke råbe det ud. Ro og eftertænksomhed skal være, hvad det kunstneriske udtryk lægger op til.

Sagt af en billedhugger, som i hvert fald tidligere var kendt for at være både storladen og hårdtslående, nogle gange næsten brutal i sit udtryk.

– Ja, jeg er blevet så mild på mine gamle dage, siger Ingvar Cronhammar med et stort smil. Jeg har fået nogle ekstra år på bagen og lært en hel del ting om design og arkitektur – og jeg har det godt med det.

DEN VIDERE PROCES

Går alt som planlagt, vil Ingvar Cronhammar og Anna Mette Exner til foråret være klar med deres skitseforslag, som skal godkendes af menighedsrådet, Nationalmuseet og de kirkelige instanser. Derefter holdes der offentlige orienteringsmøder, hvor alle inviteres til at se og høre om forslaget.

Falder det hele på plads, går menighedsrådet i gang med at søge fondsstøtte til realiseringen af projektet.

30.01.18

Anna Mette Exner har i en kronik i dagens JP-Aarhus (30.1.) beskrevet hvordan 70’ernes modernistiske betonarkitektur kan rumme store og oversete potentialer. I modsætning til de nyopførte og historieløse bymiljøer, der opføres i dag, fortæller betonbyggerierne en autentisk historie, som kan tiltrække en ny slags byskabere; kreative folk, som engagerer sig lokalt, og trækker alternative former for erhverv, beboere og investorer til området, som kommuner og boligforeninger i så høj grad higer efter.
Desværre har hverken fag- eller lægfolk øje for betonarkitekturens transformations- og branding-potentiale.

Red betonen, før I fortryder

For et par år siden gik det op for mig, at bydelen Gellerup er ved at vågne fra årtiers tornerosesøvn. Den rejse ville jeg med på, så jeg flyttede min arkitektvirksomhed ud på øverste etage i en af områdets mest udskældte bygninger. Set udefra synes folk, at det er jordens hæsligste betonbunker, som hurtigst muligt bør jævnes med jorden. Bygningen bliver sat til salg i 2020. Jeg har tænkt mig at købe den.

Bygningen, oprindeligt kaldt Kollektivhuset, er en del af Gellerups Kultur- og Aktivitetscenter

(K&A-centret), som blev opført i 1972. K&A-centret består desuden af Ungdomshuset og Festhuset og indeholdt oprindeligt både beboerhotel, restaurant, teaterscene, diverse aktivitetsrum, bofællesskab for ældre, døgnbetjent serviceskranke og meget mere.

De tre markante betonbygninger former sammen med Gellerup Kirke en fin lille plads med platantræer. På grund af samfundskriser sidst i 1970’erne med recession og arbejdsløshed gik det Gellerupplanen ganske anderledes, end man havde tænkt sig.

Dette satte også sit præg på K&A-centret, som aldrig blev det kollektive omdrejningspunkt for beboerne, som det var tiltænkt.

Det er nu som dengang Aarhus Kommune, der ejer K&A-centret. Men bygningerne er ikke blevet vedligeholdt. Malingen skaller, algerne gror, armeringen ruster og betonen revner. Det forlyder nu, at det ikke længere kan betale sig at sætte bygningerne i stand. Nu står de bare og kalder på hærværk. Mange ser kun negative historier i den nedslidte beton; ghetto, parallelsamfund og forfald. De vil juble over at se den gå op i støv.

Tidsånden bedrager os

Men her er jeg nødt til at trykke på alarmknappen. Jeg synes, det er stærkt foruroligende, at både lægfolk og fagfolk tager det som en selvfølge, at disse bygninger ingen værdi har. At rive ned er en stor beslutning, som bør baseres på viden og fornuft, og ikke på følelser, som det sker i dag. Vi glemmer, at gode byer opstår i processer over hundreder af år. Som levende organismer er de konstant i forandring. Bygninger og byrum slides og justeres ind efter behov i form af reparationer, ombygninger og fortætninger. Autentiske kulturhistoriske spor fra det levede liv lægger sig lag på lag op gennem tiden, og tilsammen afspejler de en dyrebar historie om udviklingen af vores samfund. Jo ældre en by er, jo mere komprimeret og værdifuld bliver fortællingen. Det er derfor, vi elsker gamle huse. De har sjæl, som vi siger.

Fortællingen skal jo starte et sted. Det var i starten af 1970’er-ne, før krisen. Bydelen Gellerup blev i løbet af få år opført på historieløs bar mark vest for Aarhus. Som historisk by er Gellerup i dag i 2018 endnu kun en stor tumling, eller en teenager, som langsomt er ved at vokse sammen med moder-byen Aarhus. Der skal flere år til, før benlængde, forstand og hormoner passer sammen, og før hun bliver en moden kvinde. Men det kommer. Giv tid!

For tiden lyder mantraet over modernismens boligområder: Riv betonen ned. Men sociale problemer inde i bygninger forsvinder ikke, fordi bygningerne rives ned. Materialet beton fremmer ikke i sig selv kriminalitet. Beton er heller ikke et ringere materiale end alle mulige andre materialer. Derimod kan renovering, ombygning og ændret anvendelse af god, men nedslidt arkitektur give bygninger og byområder et helt nyt liv.

Der kan være gode grunde til at fjerne bygninger i boligområder, bl.a. for at åbne dem og binde dem sammen med den omkringliggende by og for at skabe plads for ny bebyggelse. Indtil videre har bulldozerne i Gellerup foruden fem boligblokke taget en skole og tre daginstitutioner. En fin lille kollegieby er tømt og nedrives om kort tid. En hal, som lokale ildsjæle kæmper for at omdanne til billedskole og kunsthal, samt K&A-centret står snart for skud. Af den oprindeligt tænkte bydel, Gellerupplanen, med de mange varierede bygningstyper står snart kun boligblokke og et indkøbscenter tilbage.

Jeg siger ikke, at alting skal bevares. Men tænk lige på de mange voldsomme nedrivninger af historiske bykerner og middelalderkvarterer, som foregik i årtierne efter Anden Verdenskrig, som f.eks. Thomas B. Thriges Gade i Odense eller Sergels Torg i Stockholm. De færreste kunne på den tid se værdien af de middelalderlige bykerner, som dengang ofte var præget af slum og fattigdom. Folket ville ryste historien af sig, komme af med det gamle skidt og se fremad. Man drømte om de nye storbyer i klarhedens og modernitetens befriende lys. Det ryster vi på hovedet af i dag, hvor priserne på de gamle byhuse er på himmelflugt. Alligevel er vi i Gellerup tæt på at gentage den misforståelse, at vejen til den gode by er at rive ned og starte forfra.

Gellerups comeback

Men tro mig, Gellerups K&A-cen-ter danner et sammenhængende og iøjnefaldende kompleks af høj kulturhistorisk og arkitektonisk værdi. Det trænger alvorligt til renovering, men bygningerne er godt indrettede og levner masser af muligheder for forandring, fornyelse og forskønnelse både udenpå og inde.

Festhuset og Ungdomshuset er to lave skulpturelt udformede længer i menneskelig skala, som orienterer sig ind mod pladsen. Det store kollektivhus i fire etager med store glaspartier, altaner og to rummelige indre lysgårde er K&A-centrets hovedbygning, som markerer sig på afstand.

Øverst i denne bygning har 45 iværksættere, freelancere og selvstændige skabt et velfungerende, kreativt og multikulturelt fællesskab. Jeg er en af dem. Da vi begyndte her, var der ikke mange, som kunne se stedets kvaliteter. Men efterhånden har flere fået øjnene op for potentialerne, og fællesskabet på øverste etage er nu så attraktivt, at folk står i kø for at komme ind. Jeg konstaterer bare, at sådan nogle som os, som ser potentialerne i de gamle bygninger, trækker nye former for erhverv til Gellerup helt i tråd med intentionerne for helhedsplanen, der ser området som en blandet bydel med både boliger, erhverv og kultur. Vi tager området til os og engagerer os aktivt i udviklingen. Vores fortælling er med til at gøre området mere attraktivt for både nye beboere og investorer. Men har vi en fremtid her?

Det vil give god mening at værne om vores initiativ og give det tid til at vokse og modnes. Vi er de nye byskabere. Vi er vilde med at være i de gamle kollektivhuse og drømmer om at genoplive K&A-centret som bydelens fælles samlingspunkt, hvor bygninger og byrum hænger sammen og danner smukke og inviterende mødesteder. Vi ønsker at omdanne stedet til et nyt kulturelt og kreativt miljø af småerhverv, servicefag og mindre produktionsvirksomheder med udsalg, madmarked, folkekøkken, folkeoplysning og meget mere, som inddrager lokalområdet og åbner sig for hele Aarhus. Vi vil etablere bofællesskab og selv flytte ind.

K&A-centret blev skabt af talentfulde og visionære arkitekter. Måske var det bare forud for sin tid, da det blev bygget, og først nu, 50 år efter opførelsen, er tiden inde til at fuldføre visionen i en opdateret udgave, som fortsat vil danne ramme om Gellerups ældste klassiske pladsdannelse. Domkirkepladsen, som jeg kalder den. Sådan lægges et lag med en ny fortælling ned over den gamle fortælling, og resultatet bliver et skridt i den rigtige retning, nemlig mod en både levende og historisk by.

Der vil blive bygget meget i de kommende år i Gellerup. Med tiden vil aftrykket af den oprindelige Gellerupplan blive mere utydeligt, men de ægte betonfacader, stringente boligblokke og kollektivbygningerne vil stadig være at spore som vidnesbyrd om velfærdssamfundets og Gellerups tilblivelse.

Til den tid vil den modernistiske arkitektur få et comeback. Den rå beton, de rette linjer og funktionelle planløsninger vil igen blive eftertragtede. Og vores efterkommere vil undre sig over, hvorfor det var, vi havde så travlt med at komme betonen til livs i 2018.